Kritisk Information om Johs. Aagaard og Dialogcentret

Materialet på denne side er hentet fra folderen "Kritisk information om Johs. Aagaard og Dialogcenteret" - udgivet af Foreningen til Sikring af Religiøs Frihed. Materialet er gengivet uden tilladelse.

KRITISK INFORMATION OM JOHS. AAGARD OG DIALOGCENTRET
Nummer 1

I Århus ligger der tæt ved universitetet – nærmere bestemt på Katrinebjergvej – et såkaldt Dialogcenter. Herfra udsendes nedvurderende, kritisk og ofte usandt materiale om forskellige trossamfund i Danmark. Bag Dialogcentret står en lille kreds af kristne, der danner kliken omkring dr. theol. Johannes Aagaard.
Dialogcentret er en privat organisation ledet, styret og tegnet af Aagaard, der også arbejder på det teologiske fakultet i Århus. Det officielle formål med Dialogcentret er at skabe dialog i konfrontation med anderledes troende – specielt medlemmer fra de nye religiøse bevægelser.	At navnet Dialogcentret er misvisende er ikke en påstand, der stammer fra de mennesker, der er blevet værst forfulgt og chikaneret af centret i Århus. I sommeren 1992 udtalte daværende Dialogcenter-formand, Knud Oschner til dagspressen, at ”alle efterhånden kalder Dialogcentret for Monologcentret” – og ”at ledelsesformen på centret var blevet for personfikseret”.

SPLITTELSEN

Det center, der er tilbage i Århus er resterne af et mere magtfuldt center, der faldt fra hinanden, øjensynligt på grund af Aagaards fanatisme og egenrådighed. ’

Det skete i sommeren 1992, hvor gruppen blev splittet i to fraktioner efter længere tids strid om ledelsesform og holdninger. Fem af i alt syv bestyrelsesmedlemmer (de to sidste var Johannes Aagaard og dennes søn Morten) var blevet trætte af Aagaards stil.

Han beskyldtes for at være magtsyg, diktatorisk og for at opføre sig som de guruer han så indædt bekæmper.

Ved et ekstra ordinært bestyrelsesmøde afsætter de fem bestyrelsesmedlemmer Johannes Aagaard som daglig leder af centret. Knud Oscher bliver den ny formand. Aagaard nægter at anerkende beslutningen. I hast udskifter han samtlige låse i centrets lokaler, så kun han selv og hans allernærmeste støtter kan bruge stedets faciliteter.

Dermed får Aagaard også uhindret adgang til medlemskartotekerne. Uden skrupler bliver kartotekerne nu brugt til at banke Aagaard-venlige stemmeberettigede grupper på med. Grupper hvis medlemmer kan vælge Aagaard tilbage til magtens tinder ved den ordinære generalforsamling et par måneder senere.

Gå til næste kolonne.

Alle tricks bliver brugt. Helt unge mennesker, ja endog babyer bliver opført som medlemmer i bestræbelsen på at oprette nye grupper. Den tvivlsomme belønning kommer i September.

Efter en massiv modstand mod hans lederstil lykkes det Aagaard med taktisk snilde og en sand opvisning i tvivlsomme metoder at genvinde formandsposten.

Ved dette store og følelsesladet årsmøde får Aagaards fraktion – ved hjælp af de mange skingrupper magten tilbage – og han danner i hast sin nye bestyrelse.
De 5 tidligere bestyrelsesmedlemmer og omkring 80% af det gamle Dialogcenters medlemmer forlader årsmødet i protest og danner sammen aften foreningen IKON – en forening med stort set samme officielle formål som Dialogcentret – men med større respekt for mennesket, demokratiske begreber og andres religiøse overbevisning.

TYV TROR HVER MAND STJÆLER
Det at mistænkeliggøre andre er et hovedtræk ved Aagaards personlighed.
Hans ”dialog” med de nye religiøse bevægelser består i virkeligheden ikke af andet end beskyldninger. Faktisk er han ikke i dialog med nogen religiøs bevægelse overhovedet, bortset fra en enkelt buddhistisk fraktion.

Helt unge mennesker, ja endog babyer bliver opført som medlemmer i bestræbelsen på at oprette nye grupper.

Aagaards beskyldninger er hver gang skåret over samme læst:
1. Den nye religiøse bevægelse udgiver sig for noget anden end den i virkeligheden er.

2. De ”stakkels” menige medlemmer arbejder dag og nat for at kradse penge sammen til bevægelsen eller til en pengegrisk, magtsyg og mentalt utilregnelig guru, der sidder på toppen af kransekagen.

3. ”Ofrene” bliver hjernevasket, mister deres sunde fornuft og evnen til at bestemme selv. De er trælbundne rent åndeligt og har svært ved at forlade bevægelsen af egen fri vilje.

4. Bevægelsen gemmer sig bag et utal af dækorganisationer, der skal ”sælge” den udadtil og give den et mere socialt engageret image.

5. Familieforholdene i bevægelsen, ofte kaldet ”sekten” er en rodet affære. Familierne er splittede, børnene forsømte og de lider under alle slags overgreb. Bevægelsens overhoved er som regel den største synder – ofte en med stærkt perverse islæt.

For at forstå den psykologiske mekanisme, der her gør sig gældende kunne man skele til Biblen, hvor Matthæus siger: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til?” Lægfolk vil måske udtrykke det med ordene ”Tyv tror hver mand stjæler” mens børnene ville drille hinanden med ”Det man siger er man selv”.

Fællesnævneren er, at det man holder skjult om sig selv – er det man beskylder andre for. En mekanisme, der i høj grad gælder for Aagaard.

ULV I FÅREKLÆDER

Som tidligere nævnt er selve navnet på Aagaards Dialogcenter misvisende. Når det imidlertid drejer sig om at dække over Dialogcentrets faktiske hensigter og aktiviteter er navnet nærmest en genistreg. Hvad er Dialogcentrets egentlige hensigter? Svaret er simpelt. Nemlig at missionere for den fraktion (nogle ville sige sekt) af kristendommen der hedder Den Økumeniske Bevægelse. Her har vi altså en kristen bevægelse, der under dække af at være i dialog med de nye religioner i virkeligheden fremmer sine egne formål ved i realiteten at svine andre til offentligt.

Den almindelige dansker er ofte mistroisk overfor missionerende religiøse bevægelser. Ved at kalde stedet for ”Dialogcentret” legitimerer Aagaard sine aktiviteter og giver centret et neutralt og endog videnskabeligt ansigt udadtil. Ikke nogen dårlig ide når der søges om penge fra offentlige kasser. Og hvad det angår er Johannes Aagaard en sand kunstner.

Han har således lokket penge ud af de forskellige ministerier til ”videnskabelige” undersøgelser af anderledes troende. Hvor store beløb det drejer sig om vil et kik i centrets regnskaber måske kunne afsløre.

Med andre ord er det ofte den almindelige dansker, der via sine skattepenge bidrager til Aagaards eksistens.

Det er vanskeligt at skelne imellem privatpersonen/missionæren og den offentligt ansatte Aagaard.

Johannes Aagaard er teolog og doktor i missionsteologi. Mission er således emnet, han virkelig brænder for. Når han via pressen præsenterer sig for offentligheden, udgiver han sig som regel for en hel anden – nemlig eksperten i nye religiøse bevægelser.

Gå til næste kolonne.

Færre ville vel lytte, hvis de vidste at Aagaard i virkeligheden er kristen missionær, der i denne egenskab bliver lønnet af staten.

Aagaard råder over et register, som han kalder ”Guruteket”. Det er en yderst interessant samling af delvist løgnagtige, personlige, formodentligt stjålne og forvrængede materialer om religiøse bevægelser og deres medlemmer. ”Guruteket” er specielt derved at ingen af disse ”anderledes troende” nogensinde har fået lov til at præge eller korrigere indholdet. Det er faktisk sket, at Aagaard udlovede en dusør på 10.000 kr. til den, der kunne fremskaffe fortrolige materialer fra en af disse bevægelser – Scientologien. Og man må gå ud fra, at Aagaard var vidende om, at en sådan ”leverance” måtte indebære, at materialerne skulle stjæles.

Hvem er det, der optræder her – er det tjenestemanden, missionæren eller privatpersonen Aagaard i en tvivlsom rolle?

PENGE OG GRISKHED
Som tidligere nævnt søger Aagaard særdeles energisk om offentlige midler til financiering af sine personlige aversioner. Her kan også nævnes, at der ved ethvert møde og i enhver publikation fra Dialogcentret findes opfordringer til at støtte centret.
Og Johannes lægger aldrig skjul på, at han ikke kan overleve økonomisk uden villige medlemmers bidrag. Aagaard taler og skriver ofte og engageret om kroner og ører. Man kunne få den tanke, at der snakkes mere om penge end kristendom på Katrinebjergsvej.

"Dialog"
?
Center

HJERNEVASK

Der er i tidens løb blevet skrevet adskillige bøger om Aagaard, der er langt mere pågående end denne lille folder. Bøger, der uden at lægge fingre imellem udpensler, hvorledes folk i Aagaards kølvand er gået direkte til grunde, hvordan han omgås sine bekendtes koner m.m.

De mest kritiske forfattere er det nogle gange lykkedes at lukke munden på ved at true med bekostelige retssager. Aagaard har fuldkommen forståelse for doktrinen, at det bedste forsvar er angreb. Således gik det bl.a. for den meget kritiske bog ”Bavianer”.

Ellers er det fortrinsvis gennem pressen – og i forbindelse med splittelsen af Dialogcentret i 1992 at man hører om de menneskelige omkostninger ved bekendtskabet med Aagaard og hans helt specielle lederstil.

Gamle venner og kolleger, der har dristet sig til at stille spørgsmål ved Aagaards lødighed er enten blevet negligeret eller har fået en permanent kold skulder. Her finder vi mennesker, der påstår at have fået mavesår og måttet opsøge læge p.g.a. presset ved at arbejde med Aagaard.

Menige medlemmer, hvis søn var medlem af den nyreligiøse bevægelse, Tonki Familien, har været involveret i en regulær kidnapning af sønnen – for at forsøge at deprogrammere ham.

Gå til næste kolonne.

Deprogrammering er en moderne form for ”hjernevask”, der ofte indebærer fiksering, forskellige former for indoktrinering og fysisk vold. Efter ”behandlingen” forblev forældrene medlemmer af Dialogcentret, mens Aagaard klogelig udtalte at han var imod den slags.

Samtidigt opretholdt Aagaard dog venskabelige forbindelser med f.eks. CAN – en amerikansk anti-kult bevægelse, der er kendt for at kidnappe og deprogrammere. Flere af CAN´s medlemmer har fængselsdomme på samvittigheden i den forbindelse. Alene i 1994 er fem af CAN´s ledere blevet fængslet. I tidens løb er det blevet til flere udvekslinger mellem CAN og Dialogcentret.

DÆKORGANISATIONER

Aagaard og Dialogcentret har igennem tiden været involveret i adskillige organisationer og foreninger: Kirken Arbejder, Kirkens Raceprogram, Nyt Forum for Nye Verdensbilleder, SON, ABCD, Økumenisk Kvindegruppe, Teologi for lægfolk, Kristeligt Akademisk Forum og mange flere udgører en del af Aagaards edderkoppespind.

Det er svært at forestille sig at han ikke danner eller støtter disse mange grupper for at skabe opbakning og financiering af sin chikane af anderledes troende under dække af mere lødige foreningers arbejde.

Hovedkonklusionen må dog være, at et kristent missionsselskab som Dialogcentret er aldeles uegnet til at give en neutral beskrivelse eller nøgtern forståelse af de nyreligiøse bevægelser i Danmark.

Den slags bør man overlade til uvildige folk – ikke religiøse fanatikere.

FAMILIEN

Aagaard er gift med Anne Marie Aagaard, en estimeret teolog, der bl.a. blev det første kvindelige medlem af Kirkernes Verdensråd. Denne organisation udsendte i 1979 hæftet ”Retningslinjer for dialog med andre Trosretninger”. Et særdeles lødigt skrift om, hvorledes kristne bør være i sand dialog med andre trosretninger og hvis retningslinjer må siges at være meget forskellige for Aagaards personlige ideologi.

Med Anne Marie har han to børn – Pernille og Morten. Ved sprængningen af Dialogcentret i 1992 valgte Pernille side. Hun tilsluttede sig den massive kritik af faderen og blev medlem af IKON den før omtalte forening, der næsten udelukkende består af udbrydere af Dialogcentret.

Gå til næste kolonne.

Sønnen Morten Aagaard er stadig medlem af Dialogcentret. Årsagen er måske loyalitet overfor faderen, der efter splittelsen kun har fået ægte støtter tilbage. Morten er en ung fremadstræbende teolog, der forlængst har søgt andre græsgange. Han har for alvor gjort karriere ved at besætte posten som generalsekretær for Bibelselskabet.

Familielivet er således en afspejling af historien om Dialogcentret. Nogle går åbenbart i opposition og forlader den synkende skude. Andre bliver hængende – men skaber i øvrigt deres succes uden for Aagaards cirkler.

FANATISME

Det ville naturligvis være dumt at påstå, at der ikke findes mennesker, der har ubehagelige oplevelser med de nye religiøse bevægelser. Selvfølgelig er der det. Det man imidlertid kan klandre Aagaard og hans Dialogcenter for, er at de aldrig nuancerer billedet. Alt er bare sort eller hvidt. Aagaard henviser aldrig til de mange medlemmer af nyreligiøse bevægelser, der er glade og tilfredse.

Det ville da heller ikke være fair at påstå, at Dialogcentret aldrig har hjulpet nogen som helst. Det har centret da givetvis.

Gå til næste kolonne.

Om ikke på en anden måde – så ved opmærksomt at lytte til de mennesker, der har et problematisk forhold til en nyreligiøse bevægelse.

Den slags bør man overlade til uvildige fagfolk – ikke til religiøse fanatikere.

AAGAARDS MENNESKESYN:

Aagaard benytter sig af enhver lejlighed til at udtale sig til medierne og gøre sig selv og sit center kendt. Vi har valgt at bringe nogle citater der viser, hvad hans holdninger er overfor de nye religioner og andre religiøse bevægelser. Disse citater viser bl.a., at Aagaard automatisk fordømmer over halvdelen af jordens befolkning som satanister – nemlig alle de, som tror på reinkarnation.

”De mennesker, der nu i kirkerne rundt om i verden gør sig til talsmænd for og –kvinder for sjælevandring, er de egentlige satanister og skal afsløres som sådanne”
Nordisk missions tidsskrift – marts 1992

”Hvis vi ikke tør konfrontere den snigende satanisme, kan vores mission ikke gennemføres. Det er en snigende satanisme, der er det egentlige problem. Den kommer til os, som bekendende satanisme, men også som teosofi, som okkultisme, som New Age grupperinger, som nyreligiøsitet slet og ret.”
Nordisk Missions Tidsskrift – marts 1992

Også de (religionerne) er vidt forskellig, og nogle af dem er direkte onde, ja, nogle af dem er ondskabsfulde mareridt, som mennesker må reddes fra, hvis de ikke skal gå til grunde i dem…”
Det Ny dialog – december 86

Gå til næste kolonne.

”Lederne er ofte yderst ejendommelige mennesker, og inderkredsen af topledere er ofte af samme hårde og egocentriske type. Derimod er de fleste af de almindelige desciple vidunderlige mennesker, levende og søgende, men ofte naive og kritikløse. De er blinde i deres kærlighed til guruen”
Frelse og terapi – 1983

”På den anden side kan man ikke komme bort fra, at flere af disse bevægelser gennem deres teknikker ikke blot fremkalder, men sigter mod at fremkalde tilstande, som vi normalt betragter som sygelige, dvs. neurotiske eller psykotiske.”
Frelse og terapi – 1983

”Der er al mulig grund til at gøre opmærksom på, at sjælevandring ikke er en selskabsleg, men en rædselsfuld og knugende overtro, som man for Guds og menneskers skyld ikke bør påføre andre, hvis man er så uheldig selv at have fået den i sig.”
Iflg. M. Rothstein

HVAD ANDRE HAR SAGT OM AAGAARD I DE DANSKE MEDIER:

Biskop Thorkild Græsholt: ”Aagaard burde lære blot at sige sin mening og lade være med at skyde spurve med kanoner og højlydt fortælle, hvilke replikker han mener andre skal sige”	Sognepræst Jesper Langballe: ”I sin fantasi, der synes inspireret af tegneserier og kulørte drengebøger, opfatter Johs. Aagaard sig selv som teologiske fakultets batman, der med sit flyvende korps bekæmper en sammensværgelse…”	Knud Oschner- Tidligere leder for Dialogcentret: ”Personligt ville jeg trives meget bedre med, at Dialogcentret kører som et almindeligt missionsselskab. Johs. Aagaard er permanent i krig – og derfor bliver Dialogcentret styret ret så enevældigt.”
Sognepræst Jesper Langballe: ”Hvad jeg har angrebet Aagaard for, er hans misbrug af sin universitetsstilling og hans ubændige magtbegær.”	Per Borgaard – Tidligere næstformand i Dialogcentrets bestyrelse: ”Aagaard fortsætter sit enevælde uden demokratisk eller juridisk ret”.	Kirsten Rottbøll Thorup: ”Han fordømmer andre former for religioner, og det mener jeg er utrolig intolerant.”
Forfatter Dan Turell: ”Johs. Aagaard er – sagt på godt gammelt dansk – et fjols. Det er hans ret, og visse ville mene, at det nok tillige er en klar forudsætning for hans job.”	Per Borgaard – Tidligere næstformand i Dialogcentrets bestyrelse: ”De har ikke deltaget i vinterens opslidende bestyrelsesmøder, hvor Aagaard totalitære tankegang igen og igen har blokeret for løsninger på DCs problemer.”	Forfatter Dan Turell: ”Aagaard er ligeså blind, som intollerante mennesker altid er. Hvis jeg var hindu eller muhamedaner, ville jeg føle mig tilsvinet af en præst, der betalt af vores penge – tillader sig at mene, at vores tro er ringere end hans.”
	Knud Oschner – tidligere formand for Dialogcentret: ”Men når holdningen skal føres ud i livet, så glemmer han, hvad han ved om dialog – og der bliver ganske enkelt tale om en monolog. Krig.”

Tilbage til Faste Emner.